Utdrag frå boka :Nordre Bergenhus Amt , Amund Helland, 1901

Side 1 2
 

Der er paa Florø et sygehus, som tilhører vaarsildafgiftsfondet.

Paa Florø bor distriktslægen og en privatlæge. Videre er der et apothek.

Der er et til sygehuset hørende badehus med varme karbad.

Politimesteren er magistrat i Florø. Kommunestyret bestaar af 5 formænd og 25 repræsentanter.

Ved Florø postanstalt er i 1900 afsendt 40 900 breve.

I Florø er en telegrafstation. Florø havde i aaret 1899 til sammen 18 404 telegrafekspeditioner, hvoraf 9 202 afsendte telegraammer og 7 434 ankomne; hertil kommer da tjenestemeddelelser og meteorologiske telegrammer.

Siden byens anlæg har der været 4 folketællinger. Byen havde

i 1865. . . . 346

i 1875. . . . 492

i 1891. . . . 669

i 1900. . . . 937

Florø folkemængde var i 1891 fordelt paa 70 huse i almindelighed, deraf var 61 almindelige vaaningshuse med 610 eller gjennemsnitlig 10 indbyggere pr. hus. 8 side- og udhusbygninger var beboet af 46 individer. Florø folkemængde i 1891 var fordelt paa 162 husholdninger, deraf 133 familiehusholdninger, 28 logerende og en særskilt indretning.

Den voksne befolknings næringsvei og livsstilling var:

Personer, der ernærer sig ved:

Offentligt arbeide og privat immaterielt erhverv 18

Jordbrug og fædrift 16

Havedyrkning og gartneri -

Skogdrift og jagt -

Fiskeri 2

Bergværksdrift og hyttedrift -

 

Karakter og levemaade.

Søndfjordingerne er seige, langsomme og ofte vanskelige folk.

Selv Eilert Sundt, der er en beundrer af søndfjordingerne, maa dog klage over deres langsomhed og ytrer:

"Jeg vilde sige: Sogningen har afgjort hang til livsglæde og livlighed, søndfjordingen har afgjort hang til betænksomhed, og dette hang synes at have faaet vel megen magt derved, at blikket har været saa overmaade sterkt henvendt paa dette smaalige jordiske. Ja, man kan vel sige, at den almindelige betænksomhed har gjort, at vel stor langsomhed i ord og lader er bleven til bygdevane i Søndfjord. Jeg mærkede det saa tydeligt paa en af mine kjæreste venner blant bønderne her; ved nogle dages samvær kom jeg efter, hvorledes han havde det, og naar jeg rettede et spørgsmaal tilham, kunde jeg stundom med forsæt give mig til at spikke med en kniv eller underholde mig med andre ting, for ikke at kjede mig, medens jeg ventede paa svar. Men saa bar ogsaa dette svar umiskjendelige mærker af den omhyggelige betænksomhed og sandhedskjærlighed, hvoraf det var udgaaet."

Den almindelige erfaring er ogsaa, at søndfjordingerne er langsomme til at svare, og naar selv en saa taalmodig undersøger som E. Sundt maatte tage sig til at arbeide med kniv for ikke at kjede sig, medens han ventede paa svar, saa har konversationen ikke været livlig.

Hurtige spørgsmaal unden indledning vil søndfjordingen ikke besvare.

For at faa ordentlig besked, maa manbruge tid for ved alskens unyttig tale at vise sig som et velopdragent menneske; naar man da endelig ligesom tilfældigt kommer til sit egentlige ærinde, faar man oplysninger. Man skal ikke falde med døren ind i huset, men det tager megen tid.

Søndfjordingen synes i det hele at have imod, at noget gaar hurtig. Saaledes naar han skydser, vil han helst, at hesten skal gaa skridt for skridt, ogsaa paa flad vei, og hvis man lader en hest trave, kan man resikere, at han helt mister sindets ligevægt og bruger magt for at standse hesten.

At den frygt for at lade hesten trave ikke er motiveret ved det misbrug, som kan have udviklet sig under det tiltagende turistvæsen, viser en beretning fra slutningen af det attende aarhundrede.

 

De Latocnaye, en fransk emigrant, som reiste her i landet i aaret 1798, fortæller om en søndfjording, som ledsagede ham fra Dale: "Paa et sted, hvor der var fladt, vilde jeg trave en smule for afvekslingens skyld; min ledsager sprang hen til bidslet og stansede mig tvert. Da jeg bad ham lade mig ride videre, og da han ikke vilde det, blev jeg nødt til at lade min stok danse nogle gange paa hans skuldre. Manden slap da bidslet, men han tog hesten i halen og hindrede mig ganske i at komme frem". Gjentagne gange forsøgte manden paa denne maaden at komme hindre fremkomsten, uagtet færden i det hel ikke gik hurtigere, end at føreren, som bar bagagen, fulgte med.

Rodelagte kjøreveie. Fra Kinn fører bygdevei fra kirken til Kinnesund.

Bygdevei fra Eikefjord over Svathumle til Ramsdal.

Bygdevei fra Knabestad fører til Øren ved Indestadvatn.

Bygdevei fra Øren ved Norddalsfjordens bund til Soleimsvatns vestende og fra dettes vestre ende til Sundalsvatn.

Bygdevei fra Høidalsfjordens bund til Svardalsvatn.

Vei fra Florø til Florøeidet.

Enkelte kjørbare veie findes mellem forskjellige gaarde.

Rideveie (fodstier). Fa Nedre Standal fører ridevei paa søndre side af Stavdalsvatn op igjennem dalen og ned til Svardalsvatn.

Byrdevei fortsætter fra Ramsdal som ridevei over Ramsdalshesten og til Aamot i Naustdalen (Førde)

Fra Sundalsvatns østende fører ridevei op igjennem Budalen og videre ind i Gloppen til Hjortesæter ved Emjellenvatn.

Kinn herred er delt i 30 skolekredse med 723 undervisningsberettigede børn, 14 lærere (1895)

Den ved skatteligningen i 1894 antagne formue udgjorde kr.1 006 020.00, den udlignede herredsskat kr.18 275.00.